Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

PDA

Pathological Demand Avoidance (PDA)

Beskrivelse af Pathological Demand Avoidance 

Pathological Demand Avoidance (PDA) er kendetegnede ved ekstrem kravundgåelse og kan beskrives som ”et angstdrevet behov for at være i kontrol samt at undgå andre menneskers krav og forventninger” (Christie et al., 2024, s. 24). Det betyder, at elever med PDA bliver pressede af de krav og forventninger, som professionelle kan have til disse elever i skolen, hvortil man som professionel ofte vil opleve, at eleverne gør en stor indsats for at undgå de stillede krav og/eller forventninger. Grunden til, at elever med PDA udviser denne kravundgående adfærd synes at hænge sammen med en generel angst for kontroltab samt en ekstrem frygt for at skulle tilpasse sig de krav og forventninger, der bliver stillet i det miljø, som eleven er en del af (Christie et al., 2024). I denne forbindelse fremhæves det endvidere, at elever med PDAs humør er hurtigt omskifteligt, hvilket synes at være relateret til elevens behov for at kontrollere den givne situation.

Elever med PDA kan have forskellige strategier til at håndtere krav og forventninger i deres respektive omgivelser. En mulig strategi er, at eleven tilvejebringer en forklaring på eller begrundelse for ikke at gøre det, der forventes af eleven, som en strategi til at undgå kravet (Christie et al., 2024). Man kan ligeledes opleve, at elever med PDA kan få et panikanfald eller en nedsmeltning, hvor eleven kan blive udadreagerende som følge af eksempelvis manglende strategier til at håndtere situationen, angst eller at deres tolerance er opbrugt (Christie et al., 2024). Slutteligt kan andre strategier, som eleven typisk anvender, være at afvise, komme med undskyldninger, begynde at skændes med den person, der stiller kravet eller frembringe alternativer til det konkrete krav. I dette øjemed kan eleverne til tider virke manipulerende i deres interaktion med andre mennesker (Christie et al., 2024).

Elever med PDA har ofte sociale kompetencer, herunder social empati. Det er dog vigtigt at understrege, at disse sociale kompetencer ofte er overfladiske, og at man som professionel nemt kan komme til at misforstå de signaler, som eleven udviser (Christie et al., 2024).

Elever med PDA kan ofte opfatte andre menneskers behov, hvorimod det kan være udforende for dem at tilpasse sig disse behov. Endvidere synes elever med PDA at mangle evnen til at blive flov og tager sjældent ansvar for egne handlinger (Christie et al., 2024).

Trods et ønske om kan elever med PDA have svært ved at etablere og fastholde venskaber grundet manglende strategier hertil eller en dominerende adfærd (Christie et al., 2024). 

Opmærksomhedspunkter i arbejdet med elever med PDA

I det daglige virke med elever med PDA er det væsentligt, at professionelle (Christie et al., 2024)

  • Har en fleksibel tilgang
  • Har en kreativ og afslappet undervisningsstil
  • Er velafbalanceret
  • Tror på sig selv
  • Sætter grænser på rolig måde
  • Ikke tager udfordrende adfærd personligt
  • Er reflekterende
  • Er god til at lytte
  • Er tålmodighed
  • Er indirekte i kravsætning fremfor at bruge direktiver
  • Tilbyder mindst to valgmuligheder
  • Skjuler frustration og frygt
  • Ikke altid roser eleven, da eleverne kan reagere negativt på ros fra andre
  • Begrænser mængden af øjenkontakt og ikke sidder direkte ansigt til ansigt med eleven
  • Undgår at reagere på negativ adfærd
  • Tilpasser undervisningsstilen på baggrund af viden om PDA samt den enkelte elevs personlighed og tolerance